Åbent vand svømning

 

HUSK – svømning er ikke ufarligt så vi beder alle Haretri’er om at læse Tri-forbundets sikkerheds-retningslinjer inden deltagelse i Åbent vand svømning. De vigtigste og vores lokale regler resumeres her:

Svøm ALDRIG alene. Vi svømmer altid i grupper afpasset svømmehastigheden. Der svømmes korte distancer ad gangen og ved hvert stop samles og tælles gruppen inden der fortsættes. Står du alene en dag ved bredden så løb en tur i stedet.

Svøm med badehætte i en klar farve så man ses tydeligt af både ens svømmekammerater og af både på vandet. Vi kan også anbefale såkaldte havtasker der øger synligheden betragteligt. Klubben har investeret i et par stykker af disse, der føres af en person i hhv. den forreste og bagerste gruppe.

Sikkerhed frem for alt andet. Dine egne ambitioner om at træne hårdt må aldrig stå i vejen for at hjælpe en kammerat i nød. Føler du dig ikke helt frisk så forbliv på land og bliver du utilpas i løbet af svømningen, så meld fra til gruppen og gå op.

Inden man går i vandet skal det sikres, at alle grupper kan tilkalde hjælp. Dvs. at der findes mobiltelefon (kan lægges i lommen på Havtasken) og alle ved hvortil evt. Ambulance skal tilkaldes.

Vandtemperaturer og forholdsregler:

Som advaret omkring af flere organisationer skal man passe meget på svømning i kold vand og da det er forbundet med øget risiko for hjertestop. Man kan læse mere om den medicinske forklaring her. Vi kan derfor kun fraråde svømning under i åbent vand under 15°C.

Man kan gøre en del selv for at forebygge kuldeproblemerne. Våddragt er selvfølgelig et must, da den både varmer hele kroppen og giver opdrift. Varmetabet fra hovedet minimeres med en eller to badehætter og evt. en neoprenhætte. Hust at den yderste skal være i en let synlig farve så som rød, gul, pink, … så man tydeligt kan ses. Koldt vand i ørerne kan påvirke balancen, så derfor kan ørepropper eller lignende være en rigtig god ide. Og endelig kan man også iføre sig neopren handsker og fødder. Husk dog også at ved vandtemperaturer over 22°C kan man blive overophedet og dermed få det dårligt hvis man træner hårdt i våddragt mm.

Inden man starter på svømning i koldt vand er det vigtigt med en opvarmning bestående af 10-15 min. land opvarmning for herefter langsomt at gå i vandet mens hovedet holdes overvand og dragten åbnes kortvarigt for at lade lidt vand komme ind i dragten. Derefter kan der laves en rolig 10-15 min. opvarmning i vandet, inden træning påbegyndes.